02.12.2024

Skiveegnen har længe været frontløber, når det kommer til grønne ambitioner og grøn omstilling, og Energibyen Skive og Business Skive samarbejder om delprojekt C14.1 i det store, cirkulære økonomiprojekt Circular Economy Beyond Waste. Nu vil kommunen gå endnu længere på den grønne bane: En af de nyeste visioner går ud på at etablere Waste2Build-industri, hvor affald skal blive til byggematerialer. Men hvis de vilde ambitioner skal blive til virkelighed, kræver det både kompetenceudvikling, et styrket netværk og EU-funding. Derfor har Mikkel Ebbesen Vinther fra Energibyen Skive og Mikael Oddershede fra Business Skive netop været på to dages intensiv kompetenceudvikling i Bruxelles som Visiting Stars her hos CDEU.

For Skiveegnen er EU-arbejde bestemt ikke noget nyt: Kommunen har gennem årene været dygtige til at bruge de muligheder, som EU’s mange programmer tilbyder, ikke mindst inden for den grønne omstilling.

- På Skiveegnen har vi fået kolossalt meget ud af at kigge EU-vejen. Og det håber jeg fortsætter - sammen med gode stærke samarbejdspartnere som CDEU, lyder det således fra Alexander Lauring Knudsen, der er teamleder i Energibyen Skive.

Grøn omstilling gavner ikke kun klimaet, men også lokal vækst

Alexander Lauring Knudsen suppleres af direktør for Teknik, Miljø og Udvikling i Skive Kommune, Maibrit Lykkegaard, som fortæller:

- Skiveegnen har en førerposition inden for grøn udvikling, som er et resultat af årtiers arbejde med grøn omstilling. Her udvikler vi grønne teknologier og værdikæder til næste generation af industri- og forretningssymbioser inden for PtX, bio- og cirkulær økonomi. Vi gør det ikke for klimaets skyld alene, men også for at skabe lokal vækst med den grønne omstilling, så Skiveegnen bliver ved med at være et godt sted både at arbejde, bo og leve.

Er med i CEBW-delprojekt om cirkularitet i industrien og byggesektoren

På Skiveegnen arbejdes der med EU på et væld af forskellige måder, men et dugfriskt eksempel på den EU-værdi, der netop nu hentes, er som partner i det landsdækkende EU-projekt Circular Economy Beyond Waste (CEBW).

Her deltager Energibyen Skive og Business Skive i et delprojekt, der arbejder med cirkularitet i industrien og byggesektoren – og da Skiveegnen har meget store ambitioner inden for den cirkulære økonomi, så var det også oplagt at sende to repræsentanter fra egnen på EU-kompetenceudvikling inden for dette felt.

Blev klogere på en lang række facetter af EU og muligheder heri

To mænd holder et billede.
Mikkel Ebbesen Vinther og Mikael Oddershede.

Derfor tog Mikkel Ebbesen Vinther fra Energibyen Skive og Mikael Oddershede fra Business Skive i november måned to dage ud af kalenderen for at følge det intensive program, som CDEU havde lagt for dem i Bruxelles.

Gennem de to dage blev Mikkel og Mikael både klogere på EU efter EP-valget, på cirkulær økonomi i et europæisk perspektiv og på EU-muligheder inden for cirkulære symbioser, byggeri og byggematerialer.

Med det indgående program fik de god viden med hjem om EU’s fundinglandskab, initiativer og instrumenter samt om det at søge nye europæiske partnerskaber og det at etablere nye samarbejdsmuligheder, der kan understøtte Skiveegnens strategiske prioriteter. Under besøget blev der også skabt nye kontakter, der kan understøtte egnens grønne ambitioner.

Med på årlig konference for de mest cirkulære regioner og byer i Europa

I Bruxelles deltog Mikkel og Mikael ligeledes sammen med CDEU’s konsulenter på Circular Regions and Cities Initative’s (CCRI’s) årlige konference. På konferencen præsenterede CDEU Circular Economy Beyond Waste-projektet på vegne af Region Midtjylland, og på konferencen blev Mikkel og Mikael introduceret til arbejdsgrupperne, der arbejder med cirkulært byggeri og byggeaffald samt industrielle symbioser.

På programmet var desuden også match-making og oplæg fra hele Europa:

- CCRI bekræftede os i, at cirkulær økonomi er rykket ind i byggebranchen, og at det samtidig er attraktivt at investere i for både kommuner og virksomheder. Så vi skal helt sikkert se på, hvordan vi igennem EU-instrumenter som GreenAssist og C3 kan blive klar til at søge finansiering, lyder det fra Mikkel Ebbesen Vinther, der er projektleder ved Energibyen Skive

Nøglen i at omsætte EU-ambitioner til EU-støtte er et godt netværk

område – for skal man gøre sig håb om at opnå EU-støtte, så skal det gøres ved at sammensætte nogle gode konsortier med stærke partnere på tværs af grænserne:

- På Skiveegnen arbejder vi målrettet med nogle store strategiske dagsordener inden for industriel produktion af byggematerialer under titlerne Waste2Build og Bio2Build – og her er det oplagt at afsøge EU-funding. Vi har allerede vist, at vi kan, men vi har også mod på endnu mere, lyder det fra Alexander Lauring Knudsen.

Ser på at etablere industri inden for Waste2Build og Bio2build

Skiveegnen kigger således i øjeblikket på mulighederne for at etablere industri inden for Waste2Build og Bio2Build, hvor symbioser og cirkularitet i byggematerialer er i fokus. Disse bygger på lokale styrker inden for produktion, landbrug og byggeri samt på nationale og internationale samarbejder med partnere på tværs af byggebranchen.

Lokale ambitioner matcher med EU’s grønne visioner

Ambitionerne på Skiveegnen passer perfekt ind i EU’s visioner på området. Cirkulær økonomi og genanvendelse af kritiske råstoffer samt anvendelse af biobaserede materialer er en nøgledagsorden, der skal hjælpe EU med at opnå strategisk uafhængighed.

De næste år vil den nye EU-Kommisison således skabe et indre marked for sekundære ressourcer, herunder også byggematerialer, og derfor er det også ekstra interessant for Skiveegnen at se EU-vejen, når det handler om at få gjort deres idéer som f.eks. Waste2Build og Bio2Build til virkelighed.

Vil bruge det bedre netværk og samarbejdet med CDEU til at hente størst mulig værdi af EU

- Gennem årene har vi på Skiveegnen været dygtige til at tiltrække EU-midler – især båret af arbejdet i Energibyen. Men hvis vi ønsker at hente endnu flere og større midler hjem, kræver det en mere sammenhængende portefølgetænkning og tilgang til arbejdet på Skiveegnen i forhold til funding og efterfølgende implementering. Derfor er vi også glade for, at vi nu har fået et endnu bedre netværk i Europa – og vi glæder os til det fortsatte samarbejde med CDEU om at hente størst mulig lokal værdi ud af EU, lyder det afsluttende fra direktør for Teknik, Miljø og Udvikling i Skive Kommune, Maibrit Lykkegaard.