Borgersamlingen har mødtes til en række samlinger henover efteråret 2022 og foråret 2023 for at arbejde med en række temaer og udarbejde anbefalinger, som regionale og kommunale politikere er forpligtede til at inddrage i deres politiske arbejde.

05.06.2023

Borgere fra i alt tre kommuner og to regioner har arbejdet sammen i borgersamlingen i over et halvt år. Resultatet er 75 anbefalinger, der dels retter sig mod den enkelte borger, og dels mod politikere i kommuner og regioner. Nogle af forslagene kræver regulering eller lovændringer fra Christiansborg.

- Vi ser klimaforandringerne som den største krise lige nu, og vi er bekymrede for at der bliver gjort for lidt, for langsomt. Vores vigtigste budskab til politikerne er derfor, at de skal hjælpe os borgere med at sætte rammer for forbruget, siger 23-årige Anders Fuglsang, der bor på Frederiksberg og studerer på CBS.

De i alt 75 anbefalinger fra borgerne er fordelt på 13 hovedemner inden for områder som transport, fødevarer og byggeri.

Borgerne anbefaler f.eks., at offentlige kantiner skal have plantebaseret mad som standard, at det offentlige skal medvirke til at reducere antallet af m2 per person i vores boliger, og at togtransport og supercykelstier skal prioriteres over motorveje og lufthavne, når der investeres i ny infrastruktur.

Klar til at acceptere indgreb

I borgersamlingen sidder der 44 repræsentativt udvalgte borgere med forskellige aldre og baggrunde. Der er f.eks. en chauffør, en sanger, en forsker, en pædagog og en landmand. Men selv om borgerne er forskellige, så er de fælles om at være bekymrede for klimaforandringer.

- Vi er også enige om, at vi som borgere er mere villige til at acceptere påbud og afgifter for at skubbe på den her omstilling, end politikerne tror, siger 41-årige Anne Sofie Halskov Bentsen, der er produktchef fra Rudersdal.

Omstilling kræver politisk handling

En vigtig pointe fra borgerne er, at det kræver politisk handling, hvis vi skal nå i mål med at leve mere bæredygtigt:

- Beslutningstagerne bør ikke have berøringsangst. De skal turde iværksætte initiativer på klimaområdet, der faktisk laver nogle ting om – også selv om de gør ondt, siger 17-årige Aksel Johannes Hovgaard Heunicke, der er gymnasieelev i Birkerød.

Borgersamlingens arbejde giver håb

I rapporten med anbefalingerne skriver borgerne, at de er rystede over, hvad det vil kræve af dem selv og samfundet at få vendt udviklingen og nedsat forbruget, men de er også fortrøstningsfulde.

- Når vi, der er så forskellige, kan gå på kompromis og blive enige om de her vidtrækkende anbefalinger, så burde det også være muligt at skabe politisk opbakning til at træffe de rigtige beslutninger, siger 59-årige Kirsten Overgaard Bach, der er jurist og bor i Birkerød.

Politikerne skal bruge anbefalingerne

Den 4. maj fik politikerne i Region Hovedstaden, Frederiksberg Kommune og Rudersdal Kommune overrakt anbefalingerne af borgerne. Borgere fra Region Syddanmark og Vejle kommune har også overrakt anbefalingerne til deres politikere. Politikerne har forpligtet sig til at behandle anbefalingerne.

Om Borgersamling Bæredygtigt Forbrug

  • Projektet Borgersamling Bæredygtigt Forbrug gennemføres af Region Hovedstaden, Region Syddanmark, Frederiksberg Kommune, Rudersdal Kommune og Vejle Kommune. Læs mere om projektet her.
  • Borgersamlingen er en del af Circular Economy Beyond Waste, som understøtter omstillingen til cirkulær økonomi i hele Danmark.
  • Borgersamlingen sætter fokus på borgernes rolle i omstillingen til et cirkulært og bæredygtigt samfund. We Do Democracy faciliterer borgersamlingen.

Læs Borgersamling Bæredygtigt Forbrugs anbefalinger til politikerne.