Borgerne i Silkeborg giver gamle brædder nyt liv
Partner i CEBW, Silkeborg Kommune, vil inspirere både borgere, beslutningstagere og erhverv til mere cirkulært brug af byggematerialer.
07.10.2024
Gamle brædder og lægter fra genbrugspladsen bliver i løbet af et par timer forvandlet til fuglekasser, reoler eller et par stylter, som glade borgere efterfølgende tager med hjem. Og det er borgerne selv, der svinger sav, hammer og skruemaskiner.
Initiativet kom fra Silkeborg Kommune, Silkeborg Bibliotekerne og Silkeborg Forsyning, der i september inviterede byens borgere til en række arrangementer med fokus på at genbruge gamle byggematerialer.
- Vi vil gerne vise borgerne, hvordan man nemt kan give gamle byggematerialer, som andre ikke skal bruge mere, et nyt liv. Og det er der stor interesse for både at høre om og selv være en del af, forklarer driftsleder af Affaldscenter Tandskov, Jørgen Bidstrup.
Alle materialerne, som blev blve brugt på workshoppen, var 'smidt ud' af andre borgere på affaldscentret. På workshoppen var der vejledning og gode råd i en nærliggende lagerhal. Og så blev der ellers savet, hamret og skruet med stort engagement, fortæller Jørgen Bidstrup.
Årlig skralde-festival
Workshoppen var en del af den årlige genbrugsfestival i Silkeborg, 'Skraldival', der er løftestang til at øge kendskabet til, hvordan vi bygger mere bæredygtigt.
- Skraldival skal inspirere os til, hvordan vi kan lave mindre affald. Gennem foredrag, workshops, udstillinger og undervisningsforløb til skolerne sætter vi spot på vores forbrug, reparation af vores ting og ikke mindst mere genbrug, siger Rikke Bernth Fuks, projektleder for Silkeborg Kommunes Affalds- og Ressourceplan.
Skraldivalen kulminerede med en stor markedsdag på Silkeborg Bibliotek, hvor der bl.a. var oplæg ved Signe Wenneberg.
Fokus på bæredygtigt byggeri
Emnerne på Skraldivalen er forskellige hvert år. I år var fokus på bæredygtigt byggeri, madspild og deponi.
- Vi vil øge vores brug af cirkulære materialer i kommunens byggeprojekter. Det er et politisk fokusområde. Når vi vælger det som et tema til Skraldival, håber jeg på, at det kan være med til at inspirere og informere både borgere og beslutningstagere om vigtigheden i bæredygtigt byggeri. Det er den vej, vi skal, og det kan kun gå for langsomt, siger Rune Kristensen (A), der er formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.
En del af CE Beyond Waste
Mens Skraldival-aktiviteterne hovedsageligt har borgerne som målgruppe, har kommunen også fokus på at styrke samarbejdet med aktørerne i byggebranchen. Silkeborg Kommunes arbejde med og fokus på genbrug af byggemateriale er en del af CEBW’ projektet; 'Fra affald til værdi – en model for kommunal medvirken i cirkulært byggeri'.
Formålet er at udvikle en skalerbar model for offentlig-privat samarbejde omkring cirkulært byggeri og nedrivning. Der er nemlig behov for langt mere cirkulære tilgange til materialebrug og for bedre udnyttelse af materialerne.
Projektpartnerne vil forsøge at nedbryde de barrierer, som står i vejen for en cirkulær omstilling i byggebranchen. Projektet fokuserer især på kommunernes rolle og muligheder for at understøtte branchens aktører og medvirke til en øget efterspørgsel efter cirkulære materialer.
Ud over Silkeborg Kommune og Silkeborg Forsyning er også Horsens og Aarhus kommuner med i projektet.