C12: En skalerbar model, der kan forlænge levetiden på husholdningsapparater
Delprojektet arbejder med modeller for, hvordan man kan forlænge levetiden på hårde hvidevarer, og genbruge og genanvende meget mere.
Om delprojektet
Under 50 procent af alt elektronisk affald i Danmark bliver i dag indsamlet og genbrugt. De store husholdningsapparater som frysere, køleskabe og opvaskemaskiner udgør 2/3 af det elektroniske affald, og levetiden på dem er nedadgående. Der er altså et stort potentiale for at livstidsforlænge, reparere og genbruge hårde hvidevarer.
Favrskov Affald, Aalborg Kommune og Region Midtjylland skal sammen i dette projekt arbejde med forretningsmodeller for at forlænge levetiden på WEEE – med specifikt fokus på de hårde hvidevarer. Der skal testes nye løsninger for borgerinddragelse, formidling, indsamling, sortering, reparation og redistribuering. Konkret vil tre eksperiment-grupper arbejde sideløbende henimod et fælles mål om at udarbejde et generisk blueprint for øget genbrug af husholdningsapparater.
Barrierer afdækkes, før modellen udformes
Forud for udviklingen af disse modeller for levetidsforlængelse vil der pågå en grundig identifikation af barrierer for, at produkterne bevares i cirkulære kredsløb – juridiske, såvel som strukturelle og praktiske. Herunder vil de undersøge, hvilke incitamenter der ligger bag borgernes adfærd. Hvilke forhold er det, der gør, at forbrugeren i 50 % af tilfældene vælger at kassere et produkt? Er det for dyrt at reparere? Ved man, hvad der skal til for at reparere det? Har forbrugeren nok viden om, hvordan man passer på sine husholdningsapparater, så de virker i længere tid?
Som del af projektets fokus på borgerinddragelse er der også forventning om at kunne skabe lokale jobs via aktiviteter som for eksempel reparationsværksteder.
Samarbejde på tværs af forsyningskæden
Inddragelse og videndeling med alle led i værdikæden lige fra producent til genbrugsplads er centralt for projektets succes og formål. Derfor vil projektets partnere samarbejde med relevante eksperter og branchefolk, der bl.a. indgår i en referencegruppe og evaluerer løsningerne undervejs.
Lead
Favrskov Affald
Partnere
Aalborg Kommune
Region Midtjylland.