Det udvidede producentansvar er vigtigt i den grønne omstilling. C4 skal sikre en velfungerende implementering af de forskellige producentansvarsordninger.

Om delprojektet

C4: Udvidet producentansvar – et led i mere bæredygtigt produktdesign og øget genbrug, genanvendelse og indsamling

I delprojektet skal Miljøstyrelsen arbejde med at implementere det udvidede producentansvar på baggrund af EU's affaldsrammedirektiv. Målsætningen er at skabe et sammenhængende lovgivningskompleks og udvikle administrative modeller, som kan sikre en strømlinet implementering og samkøring af de eksisterende producentansvar (på elektronik, batterier og køretøjer) og de nye producentansvarsordninger (på emballage og engangsplast).

Incitamenter for bedre produkter og mindre affald

Med producentansvaret lægges et større ansvar over på dem, der producerer varerne. Det gælder i hele processen fra design- og produktionsfasen og til, at produktet bliver til affald. Det hviler således på princippet om, at forureneren betaler. 

Producenterne skal betale de omkostninger, der er knyttet til den miljømæssige håndtering og til bortskaffelse af produkterne efter endt levetid. Det tilskynder til at reducere materialeforbruget og til at udvikle mere effektive og cirkulære produktdesign, så virksomheden selv eller andre i højere grad kan genbruge og genanvende produkterne. Systemet indeholder økonomiske incitamenter for at skabe produkter, der nemmere kan adskilles, repareres og genbruges.

Det udvidede producentansvar forventes at bidrage til mere genanvendelse, mindre affaldsmængder og formindsket brug af kritiske råstoffer. 

Samarbejde skaber grobund for en smidig implementering af lovgivningen

En væsentlig opgave i delprojektet er at sikre, at producenter til fulde forstår deres forpligtelser i relation til den nye lovgivning, og at Miljøstyrelsen udformer de administrative foranstaltninger, så de bedst muligt understøtter virksomhederne. Det skal ske via klar information, lige som der i projektperioden vil iværksættes en proces med grundig inddragelse af virksomheder, brancheorganisationer og andre interessenter gennem bl.a. møder og workshops.

Lead

Miljøstyrelsen